AI udfordrer skolen – fra børnehaveklasse til universitet.
“Viden forgår – processer består”
Læs: Viden fornyes og med AI kan vi få svar på det meste – men det kræver motivation, indsigt og metode at stille de rigtige spørgsmål.
Med AI som vidensbank skal grundskolen, ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser lægge større vægt på det metodiske og procesmæssige end vi gør i dag!
Udkast til kronik om AI og skolen.
Fokus de problemer skolen har idag, uden AI,
herunder forskellene på piger og drenges skoleparathed
og de faktuelle eksamensresultater, der signalerer at
folkeskolen og gymnasiet er “pigernes skole”.
Og med AI, på kravene til en ny lærerrolle
og behovet for en ny pædgagogik mm.
Læs den HER.
Standpunkt, prøver og eksamen
Skriftligt arbejde, der helt eller delvist baserer sig på AI, kan være nyttigt i mange sammenhænge – også i skolen. Men det giver ikke mening at evaluere elevens skriftlige færdigheder, hvis det i praksis er eksempelvis ChatGPT, der har produceret en stor del af teksten. Karakterer for skriftligt arbejde, hvor der ikke er sikkerhed for, at besvarelsen er elevens eller den studerendes egen, mister derfor i høj grad deres værdi.
Det peger mod en udvikling, hvor evalueringssystemet i stigende grad vil lægge vægt på mundtlige præstationer og kun bedømme skriftligt arbejde i situationer, hvor det med sikkerhed er egenproduktion.
Undervisningsministeriet har naturligvis været opmærksom på udviklingen i flere år. Alligevel afvikles hovedparten af de skriftlige prøver i eksempelvis gymnasiet i 2026 fortsat med adgang til elektroniske hjælpemidler. Eleverne medbringer deres egne computere, som i princippet kan bruges til at tilgå tjenester som ChatGPT.
Skolernes og myndighedernes løsning har indtil videre været at forbyde denne form for hjælp under prøverne. Men et sådant forbud kan være vanskeligt at kontrollere, og bekymringen for snyd er stigende. Derfor er programmer som ExamCookie blevet taget i brug. Programmet installeres på elevens computer og overvåger løbende, hvilke programmer og hjemmesider der åbnes – herunder om der foretages forbindelser til AI-tjenester. Efter prøven kan systemet generere en lograpport, som potentielt kan afsløre snyd.
Det er umiddelbart en effektiv kontrolmetode, men den forudsætter både, at systemet fungerer korrekt, og at uskyldige elever ikke fejlagtigt bliver mistænkt. Hertil kommer, at løsningen ikke er gratis. I praksis gennemføres mange skriftlige studentereksamener derfor i dag efter et såkaldt monitoreringsprincip: Eksamensformen er grundlæggende uændret, hjælpemidler er fortsat tilladt, men overvågning og kontrol er blevet væsentligt skærpet.
Meget tyder dog på, at eksamensformerne vil ændre sig i de kommende år. Hvis de skriftlige prøver skal bevares, vil udviklingen sandsynligvis gå i retning af, at eleverne ikke længere må medbringe private computere. I stedet kan vi komme til at se prøver med:
- papir og blyant (allerede indført i flere fremmedsprogsfag)
- multiple choice-opgaver
- skolecomputere uden – eller med stærkt begrænset – internetadgang
- mere mundtlig eksamination
- kortere, mere kontrollerede skriveforløb under opsyn
Gymnasieskolernes Rektorforening foreslår desuden kortere skriftlige prøver og lægger samtidig op til, at der ikke længere gives skriftlige standpunktskarakterer, såsom termins- og årskarakterer. Argumentet er logisk nok: I den daglige undervisning er det ofte umuligt at afgøre, hvor stor en del af arbejdet der er udført ved hjælp af AI – og det gælder efterhånden alle fag. Dette blev blandt andet omtalt i radioavisen den 19. maj 2026.
Under udvikling:
AI udfordrer både form og indhold i skolesystemet
Med værktøjer som OpenAIs ChatGPT kan en elev, hvis vedkommende stiller de rigtige spørgsmål, få svar på næsten alt – og svarene er i langt de fleste tilfælde både relevante og korrekte. AI kan levere faktuelle oplysninger som: ”Hvor meget nedbør falder der i Danmark?”, analyser som: ”Sammenhængen mellem inflation og renteudvikling i USA fra 1990 til 2026”, præcise oversættelser til og fra stort set alle sprog, længere sammenhængende tekster som: ”Skriv en novelle på fem sider om en forårsdag, der ender ulykkeligt”, samt løsninger på selv meget avancerede matematiske opgaver.
Den lette adgang til viden, som AI tilbyder, udfordrer alle skolens traditionelle fag og gør i princippet den klassiske lærebog overflødig. Udviklingen har været undervejs længe. Bogforlagene har i flere år tilbudt digitale undervisningsmaterialer og dermed været med til at bane vejen for den ”papirløse skole”. Men AI tager udviklingen et afgørende skridt videre. Hvor de digitale materialer i praksis ofte blot var lærebøger online – begrænsede i både indhold og form – tilbyder AI et næsten grænseløst vidensunivers, der er tilgængeligt med få tastetryk. Dermed udfordres ikke blot lærebogen, men selve grundlaget for store dele af undervisningen.
Ingen kan med sikkerhed forudsige, hvordan skolen ser ud om ti år. Men meget tyder på, at udviklingen vil være påvirket af to hovedspor.
Det første spor vil i vid udstrækning forsøge at bevare det nuværende skolesystem med dets fagopdeling, arbejdsformer, skemaer og pædagogiske traditioner. Her vil AI primært blive betragtet som et redskab, der skal reguleres og begrænses for at beskytte eksisterende undervisnings- og evalueringsformer.
Det andet spor ser derimod AI som en katalysator for en grundlæggende ny skole. Her bliver AI ikke blot et hjælpemiddel, men en anledning til at gentænke fag, arbejdsformer, undervisningsmetoder og pædagogik i langt mere radikal retning.
Det første spor vil sandsynligvis dominere, ganske enkelt fordi det eksisterende system er dybt forankret institutionelt. Uddannelsesforvaltninger, skoler, gymnasier, universiteter, lærerorganisationer, forlag og pædagogiske videnscentre har alle en naturlig interesse i at bevare deres rolle og relevans. Det skaber en iboende konservatisme: Man kender det eksisterende system, men ikke konsekvenserne af et nyt. Derfor vil mange instinktivt søge gradvise tilpasninger frem for gennemgribende forandringer. Indenfor systemet kan man forestille sig en lang række forsøg med nye fag, ny organisering, nye arbejdsmetoder, men en evt. omstilling i retning af større og større integration af Ai, vil tage (lang) tid, pga. en institutionel træghed.
Denne beskrivelse er naturligvis forenklet, men det vil være naivt at overse den institutionelle konservatisme i debatten om AI i uddannelsessystemet. Den vil uden tvivl få stor betydning for, hvordan AI faktisk integreres i skolen.
Det andet spor – hvor AI betragtes som en institutionel og pædagogisk murbrækker – er til sammenligning næsten revolutionært i sin tilgang. Her ses teknologien som et redskab til at ændre selve forståelsen af undervisning, læring og viden. Og dermed både skolens struktur, indhold og pædagogik. Sporet kræver en radikal frisættelse af undervisningsformer, fagindhold, lærer- og elevroller, der i praksis vil ændre skolen gennemgribende, og som vil udfordre ovenstående hovedspor, og derfor opleve betydeligt besvær med at “lette”.
Samtidig præges debatten også af to mere værdimæssige positioner, som delvist overlapper de ovenstående, men ikke er identiske.
Den AI-negative position fremhæver, at AI-systemer fortsat er fejlbehæftede og derfor ikke fuldt troværdige. Der peges også på risikoen for manipulation, fordi svar kan påvirkes af de data og algoritmer, systemerne bygger på. Kritikerne frygter desuden, at AI kan gøre mennesker mere passive og ukritiske, hvis teknologien overtager for meget af tænkningen. Hertil kommer bekymringen for, at udviklingen kontrolleres af relativt få – primært amerikanske – teknologivirksomheder, hvilket både giver magtkoncentration og risiko for øget ulighed mellem dem, der kan udnytte teknologien, og dem, der ikke kan. Dertil kommer en frygt for at AI-en vidensmæssigt vil stagnere fordi teknologien ikke fordres med nye data, analyser og videnskabelig diskussion, hvis ikke der foregår en “menneskabt” vidensudvikling.
Den AI-positive position tager derimod udgangspunkt i, at AI er kommet for at blive, og at samfundet derfor bør fokusere på mulighederne frem for begrænsningerne. Her fremhæves det, at AI som hovedregel leverer præcise og brugbare svar, og at teknologien kan bidrage til en demokratisering af viden: Alle kan i princippet få adgang til avanceret information, hvis de lærer at stille de rigtige spørgsmål. AI kan samtidig øge produktiviteten både i skolen, på arbejdspladsen og i hverdagen, styrke kreativiteten og skabe nye muligheder inden for blandt andet musik, billedskabelse, sprog og kommunikation på tværs af landegrænser. Bekymringen for en stagnation i AI-vidensbasen reduceres af en tro på at mennesket ikke stopper med at tænke nyt, og at det kan være svært at argumentere for at mennesker skulle blive dummere af at kunne modtage relevant indformation hurtigere.
Det siger sig selv at hvis politikere og de institutionelle ledere er AI-negative så bliver AI-ens muligheder, i udgangspunktet, begrænsede. Samtidig kan ingen helt afvise AI-teknologiens potentiale, og vi oplever/vil opleve et skisma mellem en bekymring for AI og et behov for implementering, der vil nedsætte hastigheden af AI-anvendelsen og muligvis ende i løsninger, der år efter, vil erkendes som uhensigtsmæssige eller direkte forkerte.
Kompromisset er muligvis en AI-kritisk position – som mange reelt har – og som både accepterer en nødvendighed for at implementere AI og behovet for/accepten af radikale forandringer. Men samtidig en position der fastholder at at elever og lærere / samfundet / skal forholde sig aktivt og kritisk og undersøgende både ifht. AI-en, men også overfor hele spektret af liv og problemstillinger i såvel natur som samfund. Dvs. AI benyttes som en kritisk beskuet ressource der hjælper os imod øget viden og indsigt – af nogle kaldet “dannelse” – og at en skole uanset niveau arbejder “dialektisk” med AI-ens informationer og output og aktivt udfordrer AI gennem kildekritik og uddybede spørgsmål. Aktivitet, kritik og problemorientering er nøglebegreber i denne sammenhæng.
Lavpraktisk betyder det bl.a. at vi afkræver alle Chatbot-platforme – kildehenvisninger til deres oplysninger – så vi kan tjekke (u)overensstemmelser o.lign. I dag gør ChatGPT det uopfordret, ved svar på mere komplicerede spørgsmål, og det skal de, og de øvrige, og kommende platforme fortsætte med – og muligvis endda udvide (?) Og gerne som et EU-direktiv!
En ny pædagogik
- Med eller uden AI har den nuværende skole problemer, der delvist skyldes at skolen i praksis bryder med det fundamentale læringsprincip, at det er aktivitet og motivation der fremmer læring/indsigt/viden – lad os kalde det “dannelse”. I dag er det – generaliseret – læreren der er den aktive og eleven den umotiverede og passive. Det er derfor, sat på spidsen – men ikke helt forkert – læreren der bliver klogere – og selvom eleven trods alt ikke bliver dummere – så går dannelsesudviklingen langsomt og resultatet er dårligere end en motiverende og aktiverende skole må formodes at opnå. Uanset AI er det noget der skal gøres noget ved.
Et andet nærmest ødelæggende forhold, er den generelle forskel i læringsparathed piger og drenge har.
Drenge har et “tumlebehov” der strækker sig flere år længere end piger har, så enten skal drenge starte mindst et år senere end piger i skolen eller også skal de første år i skolen kønsadskilles i hovedparten af skoletiden. Den senere skolestart er af mange grunde at foretrække, thi det handler jo ikke blot om læringsparathed, men også som psykisk og seksuel modenhed. Jeg tror ikke man skal undervudere effekten af at pigerne kan orientere sig mod drengene i klassen i stedet for at drømme om drengene to årgange højere – og omvendt. En seksuel og psykologisk ligeværdighed/modenhed vil alt andet lige også bidrage til en bedre “klasserumskultur” – hvor en del af den aktuelle undervisningsmæssige uro – også skyldes kønsmæssigt og modenheds betingede forskelle i accept/ikke-accept af skolens krav.
Lad diskussionen om hvad der betinger den kønsmæssige forskel ligge, arv eller miljø – eller begge dele? Lad mig blot konstatere at forskellen er “indiskutabel” set generelt, thi der er naturligvis et utal af “regelbrud”, men hovedreglen er en markant skoleuegnethed hos drenge der begynder med ca. 2 års forskel – men som trods alt delvis udlignes, lidt i grundskolen, og mere i gymnasiet – men som alligevel viser sig i f.eks. forskellen i drenges og pigers eksamensresultater.Afgangsprøven efter 9.klasse viser markante forskelle i pigers og drenges resultater: (2024/25)Dansk Mundtlig: Piger: 9,0 Drenge: 7,1
Fysik/Kemi,Biologi og geografi: Piger 8,1 Drenge: 6,9
Og det billede tegner sig i alle de øvrige prøvefag, bortset fra matematik!:
Matematik m. hjælpemidler: Piger 6,4 Drenge: 6,7
Matematik u. hjælpemidler: Piger 6,0 Drenge 7,1Studentereksamen
Samlet snit: Piger 7,7 Drenge 7,1Sat på spidsen er skolen i dag “pigernes skole”. Og det er der al mulig grund til at lave om på – med eller uden AI
Dette kan naturligvis diskuteres. Men lad os lege med tanken/visionen. Og gør vi det – så bør skolen idag – forandres uanset AI eller ej. Det duer ikke at samle elever i klasser dag efter dag – udsætte dem for – en fagopdelt skoledag – repræsenteret ved en lærer – der efter bedste evne forsøger at lære eleverne elementer i “sit fag” i overensstemmelse med nogle ministerielt fastlagte faglige mål og emner. Problemet er at skolen “kommer ovenfra” – eleverne passiviseres – og drengene (og piger) tabes.
Alle lærere oplever hvordan huan skal bruge energi og undervisningstid på at holde ro, og skabe fokus på det der er på tapetet og det gælder fra 1. klasse til 3. G. Det fylder meget og er en væsentlig kilde til stress og manglende arbejdsglæde. Men det er grundlæggende strukturelt begrundet fordi undervisningen skal “sættes igennem” og modtagerne er et andet sted henne. - AI udfordrer lærerens autoritet. Næsten uanset fag, så giver AI en bredde, dybde og opdatering, det er nærmest umuligt for en lærer at matche. Lærerens videns”monopol” er sprængt. Og det gælder stort set også alle de gængse læremidler. Der er ikke noget i en lærebog, selv på de højeste niveauer der ikke kan findes via AI. Det betyder ikke, at man ikke fortsat kan søge oplysninger, læse sammenhængende tekster og blive klogere i bøgernes verden, men det betyder at AI kan give hurtigere og, stort set altid, mere præcise svar (husk dog kritikken..) end bogen/læreren.
Lærerrollen i dag er en kombination af rammesætter, pædagog og vidensformidler, i og med at vidensmonopolet forsvinder forskydes vægten over mod struktur og didaktik. Med andre ord flyttes lærerrollen over mod metode fremfor indhold fordi indholdet/viden er demokratiseret og elever og lærere i fællesskab kan finde og udforske det relevante indhold. Læreren faglighed er fortsat vigtig – men det er fagligheden i større betydning, nemlig læreren som vidensskabs- og metodeformidler, retningsgiver, og faglig inspirator. Men AIen rokker også ved det fag-faglige fordi AIen ikke ser virkeligheden opdelt i f.eks. historie, biologi, samfundsfag – den svarer på de spørgsmål den stilles udfra en holistisk tankegang hvor fag blandes sammen. I praksis vil f.eks. historielæreren blive tvunget til at forklare emner der traditionelt betragtes som noget geografi eller samfundsfag beskæftiger sig med. I den henseende signalerer AI-baseret undervisning også et delvist opbrud med de gældende faggrænser. - Læring foregår i spring og er en individuel sag – kollektive tiltag hvor 25 elever skal flyttes fra A til B – er ideelt set ulogisk – men af mange gode grunde alligevel noget selv en ny skole også skal kunne. Og det handler bl.a. om rammevilkår:
a) Der er ikke ressourcer, hverken økonomiske eller kvalifikationsmæssige til en individualiseret dannelsesproces for alle
b) Skolen – ny eller gammel – har en “opbevaringsfunktion”, fordi et arbejdsmarked hvor både mor og far arbejder, samfundsmæssigt set, kræver institutionspasning, i alt fald indtil barnet er blevet modent nok til selv at kunne håndtere transport og alenetid i hjemmet. Og det er vel typisk i 4-6 klasse.
c) Børn modnes psykologisk og kropsligt og det er derfor forskellige krav man kan stille til de forskellige aldersgrupper. Læs: der er forskel på den pædagogik man kan praktisere, og de krav man kan stille i indskolingen til og med 1-3(?). klasse., det såkaldte mellemtrin fra 4-6/7 klasse, de sidste to til tre år i folkeskolen, i ungdomsuddannelserne og på de videregående uddannelser. Det er banalt – men naturligvis vigtig at poientere
d) og? - En ny pædagogik skal basere sig på aktivering, men samtidig en erkendelse af at man ikke behøver at lære noget nyt hver dag og at aldersmæssige og individuelle forskelle kræver pædagogisk nuancering.
Aktivering og motivering opnås, banalt set bedst, hvis eleven selv er interesseret i at finde en forklaring/opbygge en viden. Men det er nok naivt at forestille sig en skole hvor det sker hele tiden. Nogle gange er der strukturelle, metodiske og indholdsmæssige ting der skal gennemgås for alle/hele klassen/gruppen uanset hvor den enkelte elev “måtte befinde sig”. Men hvis det ikke, som idag, er noget der foregår hver dag så formoder jeg at der selv i sådanne “timer” vil være mere lydhørhed end der er i dag. - Ideelt set skal skolen fra 1 klasse til universitetet have projektarbejde og problemorientering som den vigtigste pædagogiske metode. I indskolingen og i første del af mellemtrinet er aktiviterne hovedsagelig lærerstyrede, men så snart det er muligt bør der indgå et større og større element af deltagerstyring, så eleverne selv opstiller de spørgsmål de vil have afklaret og såvidt det er muligt selv styrer processen. Det bliver naturligvis lettere og lettere jo mere modne de bliver – men selv i gymnasiet skal der nok en vis lærerstyring til. Problemorientering, deltagerstyring og projektorganisering understøtte det grundlæggende princip at skolen fundamentalt set skal “lære eleverne at lære” – Og det skal lærerne faktisk også lære – thi man man kan ikke lære andre at lære hvis ikke man selv har forståelse for og deltager i en sådan læringsproces. Projektorganisering er noget vi bl.a. kender fra RUC og Ålborg Universitet, og her har man mange erfaringer, der mere eller mindre direkte kan overføres til folkeskole og ungdomsuddannelser. Længerevarende gruppearbejde er helt centralt – men kræver også en modenhed – som af gode grunde ikke er tilstede i de første år i folkeskolen. Der skal derfor tænkes i varierende undervisningsformer, herunder også nogle tværklasseaktiviteter, hvor to eller tre klasser, f.eks. arbejder med forskellige temaer. Men reelt handler det jo om at bruge hele paletten af forskellige undervisningsformer – sammen med arbejdet med problemorienteringen.
- Børn og unge bruger en enorm mængde tid på forskellige computer- og smartphone spil. Det er givetvis en god ide hvis der udvikledes spændende spil der reelt er vidensopbyggende (?)
Samlet set tror jeg at en fuldt implementeret AI vil stille så store forandringskrav til de forskellige skoleformer, at det var passende, at der hurtigst muligt blev nedsat en skolekommission, der skulle se på problemer, udfordringer og løsninger ifht. hele uddannelsessystemet – eller måske mere realistisk – kommissioner for de forskellige trin.
Under alle omstændigheder bør man tage udgangspunkt i “parolen”: “Viden forgår – processer består”
Et signal om at skolen skal lægge større vægt på det metodiske og procesmæssige end vi gør i dag.