AI-generelt

Kunstig intelligens gennemsyrer allerede vores samfund, og sikkert også på områder vi almindeligvis ikke tænker på. AI (som i Danmark burde hedde KI.. (men det løb er nok kørt (?)) er kommet for at blive – og AI/KI vil “overtage” flere og flere områder med tiden. Spørgsmålet er ikke om? – men hvornår?

Du kan i øvrigt finde definitioner, lovgivningstiltag, vurderinger m.m. HER  (Dansk Standard).

Der har været computer- og maskindrevne “robotter” i mange år, vi har set dem i industriernes CAD-CAM maskiner, robotter i bilproduktionen, skakcomputere, chat-bots som kundevejledere, digitale værktøjer i musikstudierne osv osv. Det nye er både udbredelsen og dybden. Med programmer som ChatGPT, Claude, Copilot og Gemini kommer alle med en computer, en smartphone, en.. i direkte kontakt med AI. Og alle møder AI- inspirerede/udviklede/producerede/markedsførte  immaterielle og materielle produkter. Og det ser ikke ud til at stoppe.

Med AI-en har vi pludselig “et meget dygtigt menneske” der kan svare på stort set hvad som helst, og som er meget bedre til at beregne, planlægge, oversætte, analysere, forklare, forudse og sågar kode .. end en selv. Med andre ord en “total-vidende”  maskine der takket være internettet og nogle selvlærende algoritmer udvikler sig selv.

AI-teknologien udfordrer alle sektorer og nogle mere end andre.
1) Uddannelse – hvis man kan spørge en Chatbot og få bedre svar end lærebogens og lærerens – hvad skal vi så gå i skole for?

2) Stortset alle “kontor-opgaver” kan helt eller delvist løses med AI. Hvis den enkelte medarbejders produktivitet flerdobles og kvaliteten endda stiger – hvormange mennesker behøver vi så på kontorerne i det offentlige og i det private?

3) Musik, malerier, illustrationer og sågar skulpturer kan skabes via AI – hvad vil det betyde for kunst og kultur?

Ovenstående er nogle af de oplagte udfordringer – men der er mange flere. Og det ultimative spørgsmål er naturligvis om?? / hvornår??  kunstig intelligens overtager den økonomiske og tekniske styring af vores samfund, ala computeren Hal, der i Stanley Kubricks film “Rumrejsen 2001” fra 1968 overtager styringen af rumskibet (i øvrigt, et “must to see“).

Personlig er jeg en “teknologi-optimist” der gerne vil fokusere på muligheder fremfor begrænsninger. Men det betyder ikke at man skal være naiv. AI afkræver os svar på hvordan vi forholder os til teknologien, hvordan vi undgår at vi bliver dummere, om? og hvordan vi kan styre AI, og ikke mindst hvordan vi samfundsmæssigt set fordeler arbejde, økonomi og levevilkår. For ikke at glemme, hvordan vi forholder os til naturressourcer, energiforsyning, klimaændringer og forgiftning af vand og fødevarer, fra nu af, og ikke mindst når AI er “fuldt implementeret”.

I den sammenhæng er det ikke uvæsentligt, at vi er ikke kun behøver at være kunder/modtagere – vi kan også være producenter/afsendere og heri ligger der faktisk både et demokratisk og et videns-fordelings-mæssigt perspektiv. Spørgsmålet er hvordan vi kvalificerer os selv ifht. AI-en og hvordan AI-en kan/vil udvikle sig, og ikke mindst hvordan vi undgår, at det kun er “få der ved”, og resten ikke.

Ser man meget positivt på AI-ens “implementering”, dvs. både forudsætter at vi får fordelt arbejdet og indkomsten mellem os, og klarer udfordringerne mellem den offentlige sektor og den private, så er der en tankevækkende, og for nogle sikkert provokerende, pointe: Karl Marx teoretiserede tilbage i 1800-tallet over konsekvenserne af “produktivkræfternes” udvikling og modsætningen mellem produktivkræfterne og de samfundsmæssige produktionsforhold. Hans forudsigelse var, at kapitalismen som produktionsmåde, ville blive “moralsk forældet” med den fortsatte teknologiudvikling, som produktionsmåden, med sin konkurrence og markedsøkonomi, selv var drivkraft af, men på et tidspunkt selv blev bespænder for, og at dette kunne bane vejen for en utopi om et egentligt kommunistisk samfund, hvor vi alle “yder efter evne og nyder efter behov”. Men, NB, altså et samfund meget forskelligt fra de, kapitallogisk set, alt for tidlige eksperimenter i Rusland og Kina, der meget umarxistisk kaldte sig kommunistiske, og som bekendt endte i totalitære systemer, der i deres planøkonomiske perioder, selv begrænsede deres egen teknologiske og økonomiske udvikling.
Provokerende?  Tankevækkende? Uanset, rejser AI jo så grundlæggende spørgsmål om vores fremtidige samfund, at selv et kommunisme-begreb måske kan blive relevant at forholde sig til (?)

Det er alle store spørgsmål – som links og indlæg, her på sitet, vil forholde sig til “fremadrettet”..