I et andet afsnit har jeg behandlet AI og skolen, i dette afsnit vil jeg forsøge at “sammenfatte” nogle af de udfordringer og muligheder AI giver på arbejdspladserne og hermed berøre hele spørgsmålet om beskæftigelse, økonomi og AI.
Hovedpunkterne er
1. Generelt om AI
2 Produktivitet og arbejdsløshed
3. Kompetancer og beskæftigelse
3. Organisation
Generelt
Ingen ved, hvor omvæltende AI vil være for vores samfund, bl.a. fordi vi formodentlig kun har set toppen af isbjerget, og fordi både AI og samfundet vil udvikle sig.
Men hvis vi ser AI’s indtog i lyset af tidligere tiders teknologispring, så “ved vi”, at nye teknologier kun gradvist indoptages, fordi der til alle tider dels har været en politisk, institutionel og organisatorisk konservatisme, der bevidst eller ubevidst har forsinket implementeringen, dels at alle mulige produktions- og distributionsforhold skulle “på plads”, før den nye teknologi kunne slå igennem. Endelig tager det også tid, før vi som individer, både i fritiden og på arbejdet, vænner os til nye redskaber.
Et godt eksempel er internettet, hvor det tog 10-20 år, før stort set alle havde “prøvet” det, og hvor der fortsat er – især ældre – der ikke bruger det. Tilsvarende gælder det for smartphonen og smart-tv’et, som nogle fortsat ikke har, og som mange ikke udnytter deres fulde potentiale i, f.eks. telefonen som betalingsmiddel. Det skyldes direkte modvilje, personlig konservatisme og manglende viden – og det gælder naturligvis også for implementeringen af AI.
Når det er sagt, er der heller ikke nogen tvivl om, at AI er kommet for at blive, ikke mindst fordi AI i form af chatbots o.lign. allerede bruges af mange – og stort set på alle arbejdspladser.
I dag er der især fokus på AI’ens hurtige svar på endda komplicerede spørgsmål. Internetsøgninger har længe banet vejen, men nu har det aldrig været hurtigere eller mere præcist. Bevares, der kan findes fejl, og der er derfor al mulig grund til at forholde sig aktivt og kritisk til AI, men generelt svarer AI’en korrekt på stort set alle leksikale spørgsmål. Og AI’en kan jo meget mere.
Nu kan den løse egentlige opgaver for os, som at organisere store datamængder, lave relevante oversigter, skrive velformulerede og præcise breve, rådgive aktieinvestorer og selv investere, designe og projektere en ny sportshal med materialeoversigt og produktionsgang osv. Meget har været i gang længe, men de nye AI-platforme samler det hele og gør det bedre.
Og den kunstige intelligens ER intelligent. Det er naturligvis et udsagn der kan – og bliver! – diskuteret. Og jeg er ikke “ekspert”. Men banalt set har vi “altid” knyttet begrebet intelligens til mængden af viden og evnen til at strukturere og formidle den. Og er der noget AI i form af Gemini, ChatGPT m.fl. kan så er det netop dette – og det i et omfang der overgår ethvert menneske. Det andet aspekt af intelligensbegrebet er evnen til refleksion, kritik og udvikling. Og det er vel især på disse områder, at mange mener, at AI-en har meget at lære. Men reelt foregår der jo en betydelig selvlæring indenfor AI-programmer, når de f.eks. er bedre til at investere i obligationer og i aktier, end mange indenfor finansbranchen. Og når et firma begrænser anvendelsen af deres eget kodeskrivnings-ai-program, fordi ai-en kan lave bedre kode end den kode programmet selv er lavet af, så er vi tilsynelandende ikke langt fra egentligt selvlærende ai-programmer, og vel at mærke på et grundliggende niveau (?). Meget er naturligvis baseret på den tilgængelige viden, AI-robotterne kan finde på nettet, og de programmer og algoritmer, der styrer den. Men billedet af robotter, der overtager styringen – som computeren HAL gjorde det i Stanley Kubricks film 2001: A Space Odyssey fra 1968 – virker mere og mere realistisk (?)
Hvis man skal vurdere AI’s betydning for samfundet på den korte og den lange bane, skal man have det hele med. Lige nu fokuserer vi på chatbotterne, f.eks. hvad et program som ChatGPT kan, men chatbotterne er jo kun en del af den øgede automatisering og digitalisering af samfundet.
De industrielle robotter har været her længe, og hele samfundet er gennemsyret af alle mulige mekaniseringstiltag. Den kunstige intelligens vil sætte turbo på denne proces, og robotter vil i digital og fysisk form udføre flere og flere arbejdsopgaver, og ikke bare de kedelige og instrumentelle, men også opgaver som rådgivere og sagsbehandlere, som f.eks. ChatGPT allerede er godt i gang med.
Dagen, hvor vi taler med en menneskelignende robot på kommunekontoret, er ikke langt væk, hvis vi ellers tillader det, jf. den politiske og institutionelle konservatisme.
Det siger sig selv, at en sådan udvikling afkræver os svar på, hvorledes vi overordnet ser på menneskets rolle i fremtiden, fordelingen af rigdom og levevilkår, samfund og natur, herunder de aktuelle og kommende miljøproblemer.
Der er derfor al mulig grund til, at vi forholder os politisk til udviklingen og, i det omfang det skønnes nødvendigt, rammesætter såvel AI-anvendelsen som eventuelle konsekvenser af den.
Men en politisk stillingtagen behøver ikke betyde, at AI skal begrænses. På nogle områder skal den muligvis styrkes, på andre områder måske reguleres.
I den sammenhæng er der et interessant aspekt ved de nye chatbotters svar. De er faktisk demokratiserende i den forstand, at “alle” nu kan få svar på stort set hvad som helst. Det vil sige, at aktuelle vidensmonopoler nedbrydes, og det gælder alt fra håndværkerens viden om, hvordan dette eller hint skal konstrueres, til videnskabelig viden om astrofysik.
Noget er måske lettere tilgængeligt end andet, men i princippet kan alle stille alle spørgsmål – og få “samme svar”. Det er tankevækkende, og jeg tror ikke, man kan overskue alle konsekvenserne af dette. I AI og skolen har jeg dog behandlet nogle af dem.
Jeg arbejder med AI-musik, og uanset holdninger til denne er der jo et uomtvisteligt demokratisk aspekt ved, at alle nu kan lave musik på et professionelt niveau, hvad enten man lader musikprogrammerne lave det hele eller styrer med tekster og eventuelt melodier og lader AI’en lave resten.
Produktivitet og beskæftigelse
Kunstig intelligens er udbredt på stort set alle landets arbejdspladser, men det tager formodentlig nogle år, før de reelle beskæftigelsesmæssige konsekvenser er slået igennem. Mange siger, at de oplever en kvalitetsforbedring i deres arbejde, og det er jo entydigt godt for både arbejdsmiljø og kunder. Men en del fortæller også, at deres produktivitet stiger, og det udfordrer alt andet lige beskæftigelsen.
AI-værktøjerne er fænomenale til alle former for skriftlig fremstilling, fra det enkle brev til komplekse oversættelser, men AI’en kan også organisere, strukturere og styre. Teknologien berører dermed stort set alle de funktioner, som funktionærer fra gulv til ledelsesgang arbejder med. Samtidig ER automatiseringen af virksomhedernes materielle side jo også godt i gang. Og i mange henseender vil AI understøtte den fortsatte mekanisering og automatisering. Det er derfor meget forståeligt, hvis mange oplever en frygt for, om de har et arbejde “i morgen”.
Ingen ved, hvordan AI i detaljen vil påvirke fremtidens arbejdspladser, men ud fra erfaringer fra tidligere tiders teknologispring kan man sige noget generelt om produktivitetsforøgelsers betydning for beskæftigelsen.
Stigende produktivitet er et mantra for stort set alle virksomheder, uanset om de er private eller offentlige, og uanset branche. Men konkurrencen og/eller målet om at øge virksomhedens overskud sætter et særligt pres på de private virksomheder. Midlerne er arbejdsintensivering, produktudvikling, øget omsætning, forbedrede produktions- og arbejdsgange, øget mekanisering og automatisering – og dette enkeltvis eller i kombination.
Markedsøkonomien tilsiger, at dette pres fortsætter, indtil et egentligt monopol er etableret. Men selv monopoler kan ikke hvile på laurbærrene – kapital søger derhen, hvor profitten er højest. Samfundsmæssigt betyder det, at der produceres flere varer, og at fremstillingen af den enkelte vare bliver billigere. Det resulterer i øget samfundsmæssig velstand og er den materielle årsag til det velfærdssamfund, vi har i dag – i hvert fald i dele af verden.
Produktivitetsforøgelsen har muliggjort en generel nedsættelse af arbejdstiden, og i det omfang produktiviteten har betydet frisættelse af arbejdskraft, har øget beskæftigelse i serviceerhverv og i den offentlige sektor sørget for, at arbejdsløsheden ikke er eksploderet. Den såkaldte kompensatoriske beskæftigelse.
Men væksten i serviceerhverv og den offentlige sektor er ikke blot “opbevaring” af frisat arbejdskraft. Et højproduktivt industri- og servicesamfund forudsætter en offentlig sektor, der kan administrere og udvikle alt fra infrastruktur og uddannelse til sundhed. Hvor omfattende denne service skal være, er politisk fastlagt, jf. forskellene mellem en Trump-administrations og den danske regerings holdning til skat og offentlig service.
Men selv i USA kan man ikke helt afskaffe den offentlige beskæftigelse, og beskæftigelsesmæssigt set skal der jo også bruges ansatte, hvis store dele af den offentlige sektor f.eks. privatiseres. I sidste ende er det jo funktionerne – ikke organiseringen af dem – der sætter den beskæftigelsesmæssige dagsorden.
Den stadige produktivitetsudvikling og udviklingen af nye samfundsmæssige sektorer er typisk baseret på gradvise tiltag, hvor ny teknologi specifikt for den enkelte produktion eller opgave blev implementeret. Det gjaldt også, da f.eks. computerne og internettet holdt deres indtog på de fleste arbejdspladser. Der skulle investeres, programmer skulle udvikles, og der skulle uddannes medarbejdere osv. – det tog med andre ord tid.
Men AI-programmerne er nærmest kommet dumpende ned fra himlen, og i ét hug har alle individer, virksomheder og institutioner adgang til en ufattelig vidensbase og til programmer, der kan udføre en lang række af de opgaver, den enkelte arbejder med – og det fra gulvet til toppen i stort set alle virksomheder og institutioner.
Og ikke nok med det: AI-programmerne udvikles løbende, og en hel ny AI-teknologi med humanoide robotter vil se dagens lys. Radikaliteten er til at føle på, og det er helt rimeligt at tale om en AI-revolution.
Derfor er det også svært at overskue, hvad det hele skal ende med, og bare det forhold, at selve spørgsmålet om menneskets rolle i fremtiden kan rejses, siger nærmest det hele. Det må derfor være korrekt at sige, at “ingen ved, hvad AI’en kommer til at betyde”.
Alligevel kan man måske sige noget generelt:
Hvis AI betyder væsentlige produktivitetsforbedringer på den enkelte arbejdsplads og i samfundet som helhed, gælder følgende – og typisk i kombinationer:
På virksomhedsniveau
Virksomheden vil forsøge at afsætte mere, både af kendte og nye produkter og opgaver – men i praksis også andre ting for at fastholde sine medarbejdere.
Det vil sige:
- Øget produktion og/eller udvikling af nye produkter og opgaver – øget omsætning.
- Bedre produkter på grund af kvalitetsforbedringer – mulig prisstigning.
- Arbejdsintensiteten nedsættes.
- Arbejdsopgaver omlægges.
- Arbejdstiden nedsættes.
- Lønpres, fordi medarbejderne vil sælge deres arbejdskraft billigere.
- Fyringer, hvis ikke ovenstående løser beskæftigelsesudfordringen.
På samfundsniveau
Der rejser sig meget store spørgsmål – som det er svært at forudse “svarene” på
Fordelingsproblem
Beskæftigelsesproblem
Kompensatorisk beskæftigelse?
En bevægelse mod relationserhverv (dvs. hvor mennesker forholder sig direkte til mennesker)
Spørgsmålet om generel arbejdstidsnedsættelse
og?
og?
Ai udfordrer med andre ord ikke bare arbejdspladserne, uddannelsesinstitutionerne, forvaltningerne m.fl. den afkræver også politikerne et væld af svar.
Det bliver en spændende tid..- forhåbentligt ikke alt for spændende..